Hør 1. kapitel læst op Hør 1. kapitel læst op
27:18 minutter
Læst af Jesper Stensgaard
Universets tungeste
1. Kapitel

»Torben for helvede, jeg ved du er derinde!«
Arne hamrede, for tiende gang, på døren med begge næver.
»Luk op din idiot! Vi kommer for sent!«
Fra den anden side af døren lød en skinger stemme fra skrattende
højtalere: »Yes baby I need your lovin’ tonight! Heaven’s on
fiiiiiire!
«
Arne rystede opgivende på hovedet.
»Hvad fanden er det du hører derinde? Er det Dio?!«
»For helvede, Arne! Det er Poison
Første livstegn. Fint, tænkte Arne, han var i det mindste ikke
død derinde. Han sparkede til døren så hårdt han kunne. »Jeg
skal gi’ dig Poison! Kom nu ud for helvede! Vi har et gig om…«
– han kiggede på uret – »…et kvarter? Et kvarter! Torben… for
satan!«
Døren blev åbnet. To søvnige øjne kiggede ud under et langt,
filtret, pjusket hår. »Hvad har vi, Arne?«
»Et gig for helvede! Vi skal ud og spille! Det har været planlagt
i tre måneder!«
Arne knyttede næverne af irritation. De var et rockband. Det
gjorde ikke noget, at de kom lidt for sent. De skulle komme for
sent. Men det skulle ikke være Torben, der afgjorde det.
Torben åbnede døren helt op og så sig søvndrukkent omkring.
»Nåmen så må jeg hellere finde mine sko.«
Et øjeblik stod han og kiggede sløvt frem for sig, mens han
kløede sig i håret. Torben havde, siden han var otte år, kun
vokset én vej, nemlig op, og lignede således nu en lang, mager,
muggen menneskelig agurk. Han var iklædt den samme
Megadeth t-shirt som han havde haft på, da Arne første gang
havde mødt ham. Det var tolv år siden nu.
»Dine sko?«
Arne pressede sig forbi Torben gennem døråbningen ind i
værelset. »Dine sko, siger du? For fanden… her ligner fucking
Roskilde Festival! På den sidste dag!«
Arne så sig irriteret omkring. At være 25 og bo hjemme hos
sine forældre var én ting. Men at bo… sådan. Torbens værelse
så ud som om der var foretaget et indbrud under et altødelæggende
jordskælv. Alt revet ud af skuffer og skabe og slængt
hensynsløst omkring, et virvar af beskidte tallerkener, Judas
Priest-pladeomslag, snevaskede cowboybukser, kyllingeben,
ubetalte girokort. Og så, oven i købet, overalt cigaretskod. Det
var som var der gået en vanvittigt uhygiejnisk orkan gennem
værelset, der kun havde efterladt de to mandshøje højtalere der
stod midt på gulvet forholdsvist uberørt. Arne var vant til det.
For Torben betød rengøring, at man slog de største insekter i et
værelse ihjel. Men i dag var det ikke rodet, der var det værste.
Det var først da han havde stået i et par sekunder at han lugtede
det. En ubeskrivelig stank, der havde ligget på lur, sprang
pludselig op i hans næsebor og videre op i hjernen, overalt
efterladende sig et klæbrigt, gult spor, indtil den satte sig i ganen
og trykkede på den knap, der som regel udløser opkastning.
»For helvede, Torben, hvad er det her lugter af?«
Torben lugtede prøvende efter. »Hvad taler du om?«
Arne holdt hånden op for munden og næsen, det sortnede
pludselig for hans øjne. »Hvad jeg taler om? Her lugter som i
E.T.s røvhul for helvede!«
»Nåh,« sagde Torben opgivende, »ja, det er rigtigt, min brændenældevin.«
Arne vækker Torben

Han hev i et lagen, og på gulvet afsløredes fire store spande
fyldt til randen med en grøn, slimet masse. En ny bølge af
stank skyllede ind over Arne, der måtte støtte sig til væggen.
Verden snurrede en gang rundt for hans øjne som om også den
skulle kaste op. Brændenældevin? Arne var vant til lidt af hvert
fra Torben – f.eks havde han gentagne gange forsøgt at dyrke
hamp i alle sine naboers haver – men det her var et skridt længere
ude end noget han før havde hørt.
»Please talk dirty to me baby baby baby!« hamrede det skrattende
ud fra højtalerne. Arne tog fat i ledningen til anlægget og
hev den ud af væggen.
»Hvad fanden er det du har gang i, Torben?« brølede han. »Er
du blevet vanvittig?«
»Det lugter ikke så slemt når musikken er høj,« sagde
Torben. »Tag lige og sæt den i stikket igen.«
Arne rystede fortvivlet på hovedet. »Torben, for helvede. Hvis
du drikker det der – jeg mener det, Torben, du… du…«
Han vidste ikke hvilken trussel han skulle komme med. Han
havde så tit advaret Torben om at han ville dø, hvis han gjorde
det ene eller det andet, at det ikke længere havde nogen effekt.
»Du springer i luften, mand. Hvad helvede er meningen?«
Torben stirrede skiftevis på spandene og på Arne med et
desperat udtryk i øjnene. »For helvede, Arne. De har taget min
S.U. Jeg er på røven. Jeg er så meget på røven at jeg har måttet
sælge mine Sabbath-plader. Jeg er nødt til at gøre et eller andet
Gøre et eller andet – det var historien om Torbens liv, lige
fra det blev undfanget på bagsædet af en rusten folkevogn for
snart 26 lange år siden. Konfronteret med sin graviditet var
hans mor dengang atter og atter kommet med samme trodsige
forklaring: »Han havde jo billetter til Rolling Stones. Jeg var
nødt til at gøre et eller andet!« Ordene var siden da gået som et
refræn gennem hendes søns liv, lige fra han lærte at tale.
Arne tog sig til hovedet, »og hvad er det så du vil gøre? Vil
du starte dit eget Kommunekemi? Har du tabt forstanden
mand?!«
Torbens ansigt antog en sur grimasse. »Jeg behøver ikke
stå til regnskab for dig, Arne. Det kan faktisk sagtens drikkes.
Jeg tror bare jeg er kommet til at tabe noget mad ned i nogle af
spandene.«
»Noget mad? Torben, hør nu her, vi er på vej til at slå igennem.
For fanden, jeg har sagt det til dig før, der er penge på vej.
Det er for… tidligt at begynde på den slags ting dér.«
Han pegede på spandene. En bølge af smerte skyllede igennem
ham, da han pludselig indså det. Så mange år havde
Torben hængt på afsatsen. Nu var han faldet ned. Uden Torben
var der intet band. Uden bandet var der ingen… fremtid. Arne
sank en klump. Hans tidsregning gik fra bandet blev samlet i
år nul frem mod det gennembrud, der måtte og ville komme
en dag – uden gennembruddet som bindekraft ville selve tiden
ophøre med at eksistere. Uden en pladekontrakt i sigte ville
timerne og sekunderne splintres, og der ville intet være tilbage
til at give verden mening og sammenhæng. Det var selve
universet der stod i fare for den totale ødelæggelse. Han knyttede
næverne og prøvede at lyde overbevisende. »Smid det ud,
Torben. Det er ikke den sidste udvej. Det er… for tidligt endnu
at dø i dit eget opkast!«
Torben så tilbage på ham, trodsigt. Så bøjede han sig ned,
fandt et krus frem og sænkede det ned i en af spandene, mens
han hele tiden så beslutsomt ind i Arnes øjne.
»Torben…«
Forsigtigt, men bestemt, førte han kruset op til munden,
sendte Arne et sidste indædt blik og spændte hver en muskel
i sin krop.
»Det… kan… godt… drikkes!«
»Torben for helvede…«
»METAAALLICAA!« skreg han så, slog hovedet tilbage og
tømte i ét drag kruset. Den grønne væske flød ned ad hans
mundvige, ned på undertrøjen.
»Med den gamle besætning… Altså med Cliff…«
Han tog kruset fra munden. Hånden rystede. »…før de solgte
ud.«
Han stod nu på gulvet med det karakteristiske svaj, der altid
afslørede når han var pløret – som om benene havde indset,
at de var fanget, klæbet på en krop uden fremtid og nu
overvejede om de skulle prøve at stikke af eller bare give op
og skvatte sammen.
Arne genvandt gradvist besindelsen. »Vil du ikke nok bare
se at komme i tøjet. Vi skal spille… om ti minutter…«
Torben vaklede, satte sig ned på en stak aviser. »Det kan godt
drikkes, Arne. De har taget min S.U. for helvede.«
Arne havde anet det. Torben havde været sikker på at han
kunne beholde sin S.U. efter at være droppet ud fra Teknisk
Skole ved at anføre over for myndighederne, at han nu i stedet
gik i »Livets Skole«.
»Torben, S.U. er for nørder. Det gælder om at være på bissen.
Det er dér det sner. Alle de fede har været på bissen.«
Torben begyndte modløst at tage sine slidte, udtrådte kondisko
på. »Du ved godt det ikke passer, Arne. Jeg hader at være på
røven.«
Arne gennemsøgte manisk sin hjerne efter noget opmuntrende
at sige. »Torben… i det mindste er det rock ‘n’ roll at
være på røven. Det er fandme ikke særligt rock ‘n’ roll at være
på S.U.«
Det var, kort fortalt, de færreste ting der var rock ‘n’ roll for
Arne. Blandt de ting der afgjort ikke var rock ‘n’ roll var – udover
S.U. – bl.a. synthesizers, at betale regninger, naturen, at arbejde,
at stå tidligt op, at handle ind, og sidst men ikke mindst – at
bekymre sig om fremtiden.
Torben fandt sin bas frem. »Arne, jeg har tænkt over det.«
Arne mærkede de små hår rejse sig i nakken. Det var aldrig
et godt tegn når Torben rent faktisk tænkte over noget. »Jaja,
Torben, lad os nu komme afsted…«
»Arne, hvor længe har vi spillet sammen nu?«
»To år? Kom nu, mand.«
»Tolv år, Arne. Prøv tolv år.«
Arne sank en klump. Han hadede at blive konfronteret med
sandheden. Tolv år. De havde virkeligt spillet sammen i tolv år.
Han rømmede sig og forsøgte at lyde selvsikker.
»Tolv år. Og hvad så?«
»Arne…«
Torben kiggede træt på Arne. Der var noget uendeligt modløst
over hans positur – Arne var vant til modløshed fra Torben,
men i dag var den værre end det plejede at være. Det var som om selve
modløsheden havde opgivet modet og nu bare var blevet…løshed.
»Arne, jeg har fandme aldrig hørt om et band der først slog
igennem efter tolv år. Du ved det godt, mand. Vi bliver ikke
store. Folk vil have noget andet end heavy i dag. De vil have…
talentshows. Og mikrobølgeovne…«
Mikrobølgeovne? Hvad fanden havde det med sagen at gøre?
Arne så utålmodigt på sit ur.
»…Og nye havemøbler… Forstår du hvad jeg siger, Arne?
Forstår du?«
»Jaja! Men vi har altså en koncert, Torben! Og vent med at
brokke dig til bagefter, ikke? I aften kunne blive… nej, Torben,
i aften BLIVER speciel. Jeg lover dig. Jeg har landet den fede aftale.
Og der er penge i lortet, Torben.«
Torben tog sin jakke på, tændte en smøg.
»Jeg håber det blir godt, Arne. Jeg håber fandme det blir godt.
For hvis det ikke bliver godt…«
Med søvngængeragtige bevægelser klædte han sig på, mens
Arne for alvor begyndte at mærke sit maveindhold flytte på sig.
Det galdt om ikke at tænke for meget. De skulle bare afsted… i
gang… Det ville blive knald eller fald i aften.
»Hvad mangler du nu?«
Torben stod midt på gulvet og kiggede sig forvirret omkring.
»Mine nøgler, Arne. Hvor er mine nøgler?«
»Du mener at du låser det her sted af? Er du bange for at dine
ting stikker af eller hvad? Hvad herinde er rent faktisk noget
værd, Torben?«
Torben sendte Arne et surt blik og skævede så til væggen.
»Din signerede Mötley Crüe-plakat?«
Torben nikkede.
Arne rev den ned fra væggen, rullede den sammen. »Vi tager
den med. Kom så, for helvede.«

Bykørsel

Penge i lortet. Da de kort efter sad i varevognen, hørte Arne ordene
for sig igen og igen.
Ond I Sulet havde spillet sammen i tolv år, og der havde aldrig
været penge i lortet. Alle ved at man, hvis man vil tjene
penge som amatørband, skal starte et orkester der spiller kopinumre,
et jam-band, der spiller på provinsdiskoteker og får folk
til at synge med på omkvædene. Det var aldrig det han havde
villet. Helt tilbage fra folkeskolen havde han vidst, at han var
mere værd, og han var sikker på, at han før eller siden ville blive
belønnet for sin idealisme. At han engang ville sidde og give
interview og fortælle om, hvorledes han aldrig havde givet efter
for presset, men altid havde været kompromisløs, altid havde
sat musikken i forgrunden. Men Torben havde jo haft ret. Der
var gået tolv år nu siden den dag i ottende klasse, hvor de havde
sneget sig ind i musiklokalet sent om aftenen og hamret sig
igennem noget de var overbeviste om var Deep Purples Smoke
on the Water. Og han havde i de tolv lange år der var gået siden
ikke givet ét eneste interview. Det tætteste han kom var den
vidneforklaring, han måtte afgive til politiet efter en af bandets
koncerter, hvor der var opstået voldsom tumult, ikke foran scenen,
men nede ved udgangen.
Han satte nøglen i tændingen og varevognen hostede. »Kom
så, Moby for helvede.«
Moby Dick var navnet på bandets temmelig frastødende
pisgule varevogn, der således ikke havde et eneste karaktertræk
til fælles med den berømte hvide hval – det skulle da lige
være det tilsyneladende fuldstændigt planløse i begges flakken
omkring og deres indædte insisteren på ikke at dø. Arne
havde i sin tid modtaget bilen af en tilskuer som betaling for
ikke at spille ekstranumre. Den bedste handel han nogensinde
havde gjort. Igennem bandets lange historie havde de utallige
navne, de havde antaget og siden forkastet igen som årsag til
den manglende succes, stået malet med store, sorte bogstaver
på siden af vognen under to store kranier og en rød påskrift:
»FOR THOSE ABOUT TO ROCK – WE SALUTE YOU.«
Moby startede modvilligt op som fra en dyb søvn. Arne så på
sit ur og trykkede speederen i bund. Syv minutter. De ville aldrig
nå det. Men måske gjorde det ikke så meget. Måske ville
det i aften være bedre, hvis de slet ikke nåede det.
»Jeg synes,« sagde Arne for at bryde stilheden, »at det er på
tide at du begynder at overveje din kropshygiejne, Torben. Jeg
mener, jeg kan godt klare den. Men jeg er seriøst bekymret for
vognen. Og vores udstyr. Hvordan vil du score kvinder, når du
lugter over det hele af… ådsel?«
Torben lænede sig tilbage i sædet. »Den man elsker lugter
man,« sagde han ligegyldigt. »Det er min stil, Arne. Fat det nu.
Jeg er perfekt på min egen måde. I øvrigt ville der slet ikke være
noget problem hvis bare alle andre var som mig.«
Han tændte en smøg. »Og det kan for fanden da ikke være
mit ansvar at de ikke er det.«
Arne rystede opgivende på hovedet. For Torben var det at gå
i bad noget der mest kunne sammenlignes med at gå til kiropraktor
eller psykolog. Kunne man undgå det, skulle man.
Torben havde kort fortalt opgivet alle håb om nogensinde at
blive et nogenlunde velfungerende socialt menneske, alt sammen
for rocken, for sin bas, som han i øvrigt kun lige akkurat
kunne finde ud af at spille helt elementære gange på.
»Find noget musik,« sagde Arne vrissent og åbnede handskerummet.
Kassettebåndene væltede ud. Omsider var det
som om Torben vågnede op. Han gav sig til at rode i virvaret.
»Cinderella… Deep Purple… Warrant… Def Leppard… Arne,
hvorfor har du ikke noget med os?«
Arne knugede rattet i hænderne. »Det ligger vist derinde,
helt inde bagved.«
Torben rodede løs, fandt endelig et bånd. »Yeah mand, ‘Suicide
Songs from Hell’. Vores første demo. Det skal vi fandme
høre!«
Han satte båndet i afspilleren, skruede op. De første lyde
kunne ikke klart skelnes fra varevognens hæse stønnen. Så
kom en ny bølge af lyd som klart udskilte sig ved om ikke andet
at være meget højere end lydene fra motoren. Og så, skrattende
og blævrende fra det gamle bånd, hørte Arne sin egen stemme
– som den lød for ti år siden – kaste sig ud af højtalerne som for
at overfalde ham.

We are bad boys of rock ‘n’ roll
Sin is inside our soul
Shoot the dope, sniff cocaine
We wanna die like Kurt Cobain
Put a bullet in the brain
Put a bullet in the brain


»Skru ned,« råbte Arne efter lige akkurat at have undgået en
lygtepæl. »Torben for helvede!«
Torben skruede modvilligt ned. »Det er svedigt det der,« råbte
han entusiastisk. »Dine tekster var altså bedre i gamle dage,
Arne, før du begyndte på alt det der… underlige hobbit-pis!«
Arne forsøgte at overhøre bemærkningen. Hans sidste sange
havde, ganske rigtigt, handlet mere om farlige drager end om
de farlige kvinder, han plejede at skrive om, og han havde været
sikker på, at det havde været den rigtige kurs for bandet. Han
havde haft store planer – en konceptplade om Lysets kamp mod
Mørket, centreret omkring fortællingen om en hobbit, Enra, og
hans kamp mod Mørkets Fyrste. Hvem vidste hvor det kunne
føre dem hen? Der kunne ligefrem laves en film omkring projektet,
en film der ville genoplive rocken og give bandet stjernestatus.
Men det lod ikke til, at de øvrige bandmedlemmer var
vilde med idéen.
»Du er velkommen til at komme med bedre idéer, Torben. Så
vidt jeg kan huske har du i al vores tid sammen kun skrevet tre
sange. Og de har alle tre handlet om tandlæger.«
»Tandlæger er mere brutale end hobbitter,« vrissede Torben
og tilføjede: »De sender dig girokort, for eksempel. Det gør hobbitter
fandeme ikke.«
»Torben, for helvede.«
Arne orkede ikke den gamle diskussion om tandlæger vs. hobitter
igen. »Vi er nødt til at udvikle os som band, Torben, ellers
kan vi ikke følge med tiden. Du ved… tiden?«
Torben fnøs. Arne kastede et blik til siden og indså det så.
Det var nytteløst at forsøge at overbevise Torben, der i ét og alt
var nøjagtigt den samme person nu, som han havde været da
de gik i skole for ti år siden. Kun håret var en lille smule mere
uglet. Der var visse ting, der bare ikke trængte ind hos Torben,
ikke mindst sund fornuft. Hvad nyttede det i øvrigt at belære
en mand om tid, der aldrig gik med ur og kun opererede med
tidsbegreberne eftermiddag, aften og nat, og selv dét i øvrigt
mindst et par timer forskudt fra resten af verden?

Vignet

»Så er vi her.«
Han standsede bilen ud for et lille, nydeligt parcelhus.
»Henter du Erik?«
Torben så distræt op. »Jeg sætter ikke mine ben derinde. Min
læge siger at jeg skal holde mig væk fra den slags steder. Sidste
gang jeg var derinde måtte jeg bagefter høre tre Judas Priest
plader i træk på max volume før jeg kom til mig selv igen.«
Han smækkede demonstrativt benene op i forruden. »Send
mig bare til helvede efter smøger, hvis det skal være, men nix,
jeg går ikke derind
»Årh for helvede.«
Arne kastede et blik ind mod villaen.
»Har du lagt mærke til, Torben, at det altid er mig der skal
lave lortearbejdet i det her band? Hvis vores band var en skole,
var det mig der gjorde lokummerne rene. Jeg siger det bare.«
Torben stirrede forfærdet på ham. »Arne. Vores band er ikke
en skole.«
Han tog et manisk hiv af sin smøg. »Sådan noget laver man
ikke grin med, Arne. Tænk dig lige om før du siger den slags.«
Arne rystede på hovedet, åbnede døren og steg ud i mørket.
Det var en kold, stjerneklar vinteraften. Et tyndt lag rim havde
lagt sig på græsplænen foran huset, og alt åndede fred og ro.
Arne sank en klump. De næste to minutter ville blive rædselsfulde.
Martha, Eriks kone, åbnede døren så hurtigt efter at Arne
havde ringet på, at hun nødvendigvis måtte have stået og ventet.
»Godaften, Arne! Uha du skal da ikke stå derude og fryse. Vil
du ikke indenfor i varmen, mens jeg lige kalder på Erik?«
Hun havde et forklæde på med påskriften »Kys Kokken«.
Fra køkkenet kom en duft af nybagt et-eller-andet rædselsfuldt.
»Øh nej, jeg venter her.«
Arne spejdede desperat forbi Martha for at fange et glimt af
Erik, revisoren, bandets trommeslager, der boede i dette parcelhelvede
og tilsyneladende befandt sig vel her blandt Ikeamøbler,
tre irriterende børn og en kone, som altid fik Arne til
at føle sig som en lille dreng, der kom for at spørge om naboens
søn kunne lege. Arne frygtede ikke helvede – hans bedste sange
handlede faktisk om at fyre den af netop dernede. Helvede var
sejt. Det virkelige helvede – det ville være at vågne en morgen,
i dette hus, med denne kvinde, disse børn, disse møbler. Han
kunne kun udholde tanken ved at bide tænderne sammen og
tænke på rocken.
»Arne? Hæng på! Jeg er på vej!«
Det var Eriks stemme der kom oppe fra trappen.
Arnes øjne mødte Marthas og han forsøgte at smile.
»Nå, I skal nok ud og spille højt igen i aften hva’?« lo hun.
Arne knyttede næverne bag ryggen og mærkede sine ribben
knuge sig sammen om hans indvolde. »Erik har sådan glædet
sig. Du ved hvordan han bliver, når han er spændt. Han kan
slet ikke koncentrere sig om noget, går bare hvileløst omkring
i hele huset.«
Det lød som om hun talte om en hund. »Nu er I vel tilbage
i god tid, ikke? Erik skal jo på arbejde i morgen. Han bliver så
nemt ophidset, og så kan han ikke falde i søvn. Så går han ned
til modeltogene i kælderen og larmer.«
Erik dukkede op, en lille finurligt udseende mand, der gemte
sin manglende hårpragt under en kasket og sin vom under en
Pretty Maids t-shirt der var vasket så mange gange, at skriften
var blevet helt sprukken og utydelig og nu kunne være for hvilket
som helst andet band. Han kyssede sin kone på kinden.
»Kan I nu have det sjovt, drenge!« sagde hun formanende,
som om det var en ordre. »Og ikke noget med at spise af stegen
i køleskabet når du kommer hjem, Erik. Vi får gæster i morgen,
må du huske. Jeg sætter nogle frikadeller ind, du kan spise.
Hvis du lægger dit tøj i kurven, skal jeg nok vaske det mens
du er på arbejde.«
Arne gøs. Hvert sekund var planlagt i denne kvindes liv. Ikke
kun for hende selv, men for alle omkring hende. Hun var en levende
Time Manager, et underligt og truende væsen for ham,
der var vant til at måle døgnet ikke i timer, men i hvor mange
gange han kunne nå at høre Led Zeppelin-plader.
En enkelt gang var hun rent faktisk kommet for at høre dem
spille – hun havde siddet hele koncerten med begge fingrene i
ørerne, klemt op i en krog med et flakkende blik, der afslørede
tydelig rædsel. Det havde været en af de største kunstneriske
komplimenter Arne havde kunnet få. Hvis dette Celine Dionelskende
fruentimmer rent faktisk havde kunnet lide deres
musik, havde det været apokalypsens syvende tegn for bandet.
Hun havde senere forklaret Arne, at hun bedst kunne lide
musik når det var i en forbindelse med en konkurrence i fjernsynet,
hvor nogen kunne vinde et eller andet. Det sagde alt.
Arne havde været fuld og forsøgte at forklare hende, at det
ikke var meningen med musik, at den skulle være behagelig.
Man skulle føle smerte, lede, fortvivlelse – det var hele musikkens
mål og mening at kaste mudder og slam i hovedet på tilhørerne,
at svine dem til med alle de ting de til daglig frygtede
og undgik. »Jamen hvorfor, Arne, hvorfor?« blev hun ved med
at trygle, indtil han til sidst indså at de tilhørte to forskellige
grene af familien Homo Sapiens og klappede i.
Erik tog sin jakke på.
»Hvad har du i godteposen til os i aften, Arne?«
Et typisk Erik-udtryk. For ti år siden havde Erik været en
langhåret lemmedasker, der røg hash og hørte Iron Maiden og
generelt var temmelig ligeglad med det meste omkring sig. Så
var lynet slået ned i ham i form af denne husmødrenes udgave
af en ordensbetjent, og det eneste der nu var tilbage af fortiden
var hans ugentlige øvegange med sine gamle kammerater. Om
han gjorde det af pligt, eller det var den sidste gren han kunne
klynge sig til, inden villa-vovse-volvo-afgrunden endeligt slugte
ham, var svært at gennemskue.
»Vent du bare,« sagde Arne. »Du bliver overrasket. I aften
kan blive vendepunktet for os.«
»Nå,« sagde Erik småskuffet. »Nu syntes jeg ellers lige det
hele gik så godt. Det er jeg da ked af at høre.«
Arne sendte ham et træt blik. »Ja ja. Vi skal i hvert fald nok
sørge for at få dig hjem inden sengetid.«
Han så på sit ur og sank en klump.
De skulle have været der for to minutter siden. Og de manglede
endnu Bent.
»Jamen så lad os gøre som mandelen og smutte,« sagde Erik
muntert.

Vignet
Hør 1. kapitel læst op Hør 1. kapitel læst op
27:18 minutter
Læst af Jesper Stensgaard

ALEXANDERBAND 2007